Demensuge 38

I Hvidovre sætter kommunen og Ældre Sagens pårørende café ”Ven til os” sammen med et netværk af frivillige demensvenlige ambassadører fokus på demens i den uge, hvor man andre steder i verden også markerer den internationale Alzheimersdag.

Fra den 19. september vil der over nogle dage være forskellige aktiviteter, og alle interesserede er velkomne.

I ugens løb vil der også være demensvenlige aktiviteter på kommunens plejecentre for beboere og pårørende bl.a. med salg af ”huskekager".

På Hvidovre Hovedbibliotek kan du finde inspiration til læseværdige bøger om demens og forebyggelse af demens i uge 37-38.

Se det foreløbige dagsprogram og tilmeld dig her:

Med forbehold for ændringer i ugens program.

Luk alle
Åbn alle

Tirsdag d. 19. september kl. 15.00-17.00 inviterer Daghøjskolen for yngre med demens alle til høstfest i Aktivitetscenteret, Hvidovregade 49. Tag familien under armen og vær med til at lave mad på bål og nyde frugterne af haveholdets flotte arbejde.

Onsdag d. 20. september kl. 16.00 –17.30 er alle velkomne til en eftermiddag med et oplæg fra Kasper Jørgensen fra Nationalt Videnscenter for Demens. Det foregår i Aktivitetscenteret.

Kasper Jørgensen vil bl.a. komme ind på, hvordan risikoen for at udvikle demens er påvirket af mange ting. Der er ting, vi ikke kan gøre noget ved, såsom høj alder og arvelighed. Men der er også ting, vi selv kan påvirke, fx at have en aktiv livsstil, være fysisk aktive og holde øje med vores blodtryk.

I oplægget bliver du klogere på hvilke faktorer, der spiller ind på danskernes risiko for at få demens, og hvor det er vigtigst at sætte ind. Potentielt kan op imod en tredjedel af alle demenstilfælde forebygges, hvis vi er i stand til at mindske en eller flere risikofaktorer.”

Vi kommer også omkring typiske advarselstegn og symptomer på demens. Symptomer som fx glemsomhed og koncentrationsbesvær ses ofte ved demens, men kan også have andre og mere ufarlige årsager.”

Til arrangementet kan du også møde Hvidovre Kommunes forebyggelseskonsulenter, demenskoordinatorer, repræsentanter fra Aktivitetscenteret, Biblioteket, Ældre Sagens pårørendecafé ”Ven til os ” og Demensvenlige Hvidovre.

Tilmelding her Oplæg v. Kasper Jørgensen (nyt vindue) eller på tel. 4132 0612.

Driller hukommelsen hos dig selv eller nogen du kender?

Demenskoordinator, Laura Kirkhammer fra Hvidovre Kommune fortæller, om de forskellige demenssygdomme, hvad du skal være opmærksom på og hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever en nær slægtning der har svært ved at huske.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
BuQetten byder på en kop kaffe og en småkage.

TID: torsdag den 21. september kl. 17.30 – 19.30
STED: Aulaen, Hovedstien 10 ( i Enghøjhuset ved siden Kulturhuset BuQetten), Avedøre Stationsby, 2650 Hvidovre

Lørdag d. 23. september kan du møde demensvenlige ambassadører i indkøbscentrene og i Avedøre Stationsby i tidsrummet kl. 11-14. 

Om søndagen er det muligt at deltage 2-3 timer i Alzheimerforeningens Landsindsamling søndag d. 24. sep. Du kan tilmelde dig som indsamler her Meld dig som indsamler (åbner i nyt vindue)